Nibe Festival klar med 5 nye navne
Nibe Festival byder på musikalske godbidder, herunder et gendannet Den Gale Pose samt Saybia og Beth Hart.
Dagens ”byge” af navne rummer i den grad et par relativt eksklusive musikalske ”godbidder”. Vi byder nemlig velkommen til et gendannet Den Gale Pose, et på det nærmeste hjemvendt Saybia.
Derudover står den på Kellermensch, amerikanske Beth Hart og Treefight For Sunlight.
Saybia: Sådan lidt udenfor sæson, har Saybia meldt deres ankomst til Nibe. Vi klapper i hænderne over, at Saybia er tilbage på den danske scene, og ser frem til at høre det fede bagkatalog og samtidig få løftet sløret for lidt af det nye, som er på vej.
Den Gale Pose: Et af 90´ernes helt store hiphop projekter er gendannet, og spiller én af ganske få koncerter i Nibe. Jokeren har flere gange gæstet Nibe med stor succes – akkurat som Den Gale Pose i 1999 spillede Stor Scene. Nu samler Jokeren så atter ”Posen” og spreder håndtegn og hits – som bl.a. ”Spændt Op Til Lir” og ”Definition Af En Stodder” udover Hestepladsen lørdag middag.
Kellermensch: Kellermensch er af mange udskreget som et band, der kan/bør/vil breake langt uden for landets grænser.
En blanding - eller skal vi snarere kalde det en kollision - mellem Bruce Springsteen og Joy Division. Når vi nu snakker et forunderligt og fantastisk mix – så har pressen bl.a. sagt følgende ”Det var som om man fik det bedste fra alle de store: Cohen, Cave, Waits, Springsteen osv.”Gaffa gav i øvrigt Spot 2010 koncerten med Kellermensch 6 stjerner - og ordene ”… en sublim koncert, der meget vel kan vise sig, at være den bedste på dette års Spot Festival” - med på vejen, nu også mod Nibe.
Treefight For Sunlight: Mange ved det næppe, men gennembrydende Treefight For Sunlight spillede Nibe i 2005. Dengang under navnet Renhite – og dengang nomineret til Rock Nord Prisen, som hvert år gives på festivalen.
Trioen er nu blevet til en kvartet. Drengene er blevet voksne og dun på overlæben er blevet til rigtigt skæg. Renhite er fortid – afløst af hitskabende Treefight For Sunlight.
Beth Hart: Beth Har træder op på Stor Scene på festivalens førstedag onsdag. I forvejen er Lars Lilholt Band feat. Copenhagen Drummers, svenske Erik Hassle og Morten Breum klar til Stor Scene denne dag.
Siden Nibe 2010 har Beth Har udgivet albummet ”My California” – et album, hvor melodierne får masser af plads – og hvor Hart viser helt nye sider af sig selv. I Nibe står den helt sikkert både på ballade, brag og Beth blues, når den amerikanske stjerne banker den af midt i den smukke Skalskov.
Følgende navne er på plads: Kaiser Chiefs (UK), L.O.C., Kim Larsen & Kjukken, Dúné, Aqua, Lars Lilholt Band, Coast (UK), Alphabeat, Kill Screen Music, Morten Breum And Guests, Rune RK, Erik Hassle (S), De Eneste To, Vejgaard Tårnblæserlaug, Le Freak, De Glade Sømænd, Laust Sonne, Tue West, The Blue Van, Turboweekend, Vinnie Who, Anne Linnet, Burhan G, Infernal, Beth Hart (US), Den Gale Pose, Treefight For Sunlight, Kellermensch og Saybia.



test
15. mar 2011 af Mads H Ovesen