Nye navne til Roskilde Festival
Roskilde Festival præsenterer nye navne og Afenginn, Blackie and The Rodeo Kings og The Rumour Said Fire føjes til festivalplakaten.
Dagens musikpakke byder på navne fra Canada og Danmark, og her er noget for mange slags smagsløg.
AFENGINN (DK) kalder deres egen musik ’bastard-etno’ og kan måske ende med at indtage en plads ved siden af Kaizers Orchestra og Gogol Bordello. Bandleder Kim Nyberg og hans følge af forrygende musikere blander klezmer med dansk spillemandsmusik i deres egen boblende heksegryde.
BLACKIE AND THE RODEO KINGS (CAN) er en såkaldt supergruppe, idet den består af tre i Canada særdeles anerkendte solokunstnere og efterspurgte session-musikere. Det er dog i denne konstellation, at trioen definitivt får mulighed for at udleve deres kærlighed til roots-rock, country, blues og folk.
THE RUMOUR SAID FIRE (DK) er Danmarks nye rockhåb. De smyger sig imponerende op ad lyden hos Simon & Garfunkel, The Beach Boys og Fleet Foxes og henter i denne tid priser og anerkendelser hjem, selvom det københavnske band endnu kun har udgivet en enkelt, yderst lovende ep.
Du kan se tidligere fulde koncertoptagelser fra Roskilde Festival med Veto og The Fashion her på sitet. Se http://www.concept-concerts.com/bands/the_fashion/koncerter/the_fashion_roskilde_festival_2008 og http://www.concept-concerts.com/bands/veto/koncert/veto_paa_roskilde_festival_2008.


