Santana i Arena Fyn til efteråret
Santana er ved at være klar med et nyt album, og drager i den forbindelse på efterårs Europaturné, hvor der vil der blive budt på friske smagsprøver fra Santanas nye repertoire kombineret med vintage Santana-numre, som flere generationer har elsket.
SANTANA
Arena Fyn 25. oktober kl. 20
Det er noget af en legende, der gæster Arena Fyn til efteråret. Carlos Santana har en af de mest bemærkelsesværdige karrierer i rockmusikken: Ikke nok med, at den strækker sig over fire årtier og et utal af storsælgende album – det mest imponerende ved Santana er nok hans utrolige evne til at forny sig, således at nye generationer hele tiden drages ind i det latin-rock-jazz fusionsunivers, som kendetegner ’the sound of Santana’.
Fra ’Black Magic Woman’ kom til at symbolisere Woodstock-tiden og de glade tresser, over ’Open Invitation’ og ’Winning’, som varslede de danseglade discotider i start-firserne til det banebrydende ’Supernatural’-album fra 1999, hvor Carlos Santana fortolkede en helt ny tid på sin gamle guitar og gav os numre som ’Smooth’ og ’Maria Maria’ – og helt op til sidste år, hvor Carlos fik en figur i det digitale ’Guitar Hero V’ og dermed blev virkelighed for de yngste årgange.
Santana er ved at være klar med et nyt album, og på efterårets Europaturné vil der blive budt på friske smagsprøver fra Santanas nye repertoire – et nyt album er ved at blive finpudset - kombineret med vintage Santana-numre, som flere generationer har elsket.
Billetsalg: Billetsalget starter på mandag 10. maj kl. 10 og billetter til koncerten med Santana kan købes på www.Danbillet.dk og www.billetnet.dk.
Yderligere information hos Hans Quistgaard på mobil 40 44 89 31.


