The Script til Lille VEGA
Debutalbummet med The Script udkom herhjemme d. 15. september, og i den forbindelse giver de koncert på Lille VEGA d. 8. december.
”Intelligent, smukt udført og fængslende” er hvad BBC’s anmelder skriver om debutalbummet fra The Script. Foruden ovenstående ord om den samlede debutplade skriver han om den nye single, ”The Man Who Can’t Be Moved”, at den: ”…tørrer gulvet med Coldplay, tramper henover Travis og skyller Starsailor ned i kummen for at placere The Script som den næste store ting.”
The Script har hittet over sommeren med singlen ”We Cry”, der både var ”Ugens Uundgåelige” på P3 og ”Voice Choice” og nu også med deres nye single ”The Man Who Can´t Be Moved” der pt. er # 10 på radio og gik direkte ind som # 1 på itunes.dk efter deres optræden på Go´ Morgen Danmark.
Albummet, der bare hedder The Script, røg direkte ind som # 1 i UK og Irland. " Vi er vildt begejstrede og fuldstændig i chok" siger forsanger Danny O’Donoghue efter den første uges pladesalg. "Hver af os har ofret så meget for at nå hertil, og nu har vi en plade, der går nummer ét i sin første uge. Vi kan slet ikke tro det."
Billetsalg: Billetsalget er startet og billetter kan købes bia Billetnet på billetnet.dk eller på 70 15 65 65. Billetterne koster 180 kr.


