• Søg:
    soeg

Frontpage / Nyheder / Wilco giver deres eneste koncert i Århus

Right menu

Glemt kodeord?

Wilco giver deres eneste koncert i Århus


Wilco giver deres eneste koncert i Århus til maj, hvor de spiller i Musikhuset Aarhus.

Der er dømt musikalsk stormvejr i grænselandet mellem rock og alternativ country, varm westernguitar samt eminent sangskrivning og fremragende tæt sammenspillede musikere, når det amerikanske band Wilco 25. maj giver sin eneste koncert i Danmark i denne omgang. Det sker i Store Sal i Musikhuset Aarhus, og billetsalget åbner mandag 1. februar.

Sidst Wilco gæstede Danmark, var med en koncert på Det Kgl. Teater i november sidste år. Dengang skrev pressen blandt andet: ”Her oplevede man et kollektiv af musikere i absolut topform, der trods et lidt langt tilløb alligevel fik bragt både liv og sjæl ind i den gamle teatersal” (* * * * * GAFFA), ”Wilco i verdensklasse”…. ”Sekstetten spillede så det svimlede i Det Kongelige Teater”. (* * * * * * Berlingske Tidende). Og fra koncerten på Roskilde Festival i 2007: ”… var vidne til et band, der øste løs af masser af smukke sange, som gik lige i mellemgulvet. Forsanger Jeff Tweedys støvede vokal er sjældent hørt smukkere”… ”Helt i særklasse var dog guitaristen Nels Cline, der nærmest gik i spastiske kramper, når han lukkede op for sluserne og hældte den ene guitarsolo efter den anden ud over publikum”. (* * * * * Soundvenue)

Wilco opstod i det midtvestlige USA i 1994 – i asken af bandet Uncle Tupelo, som var et af de første bands, der spillede det, man kalder alternativ country. Sangeren og sangskriveren Jeff Tweedy fik i begyndelsen de fleste af musikerne fra Uncle Tupelo med over i det nye band Wilco. Siden har bandet undergået en del udskiftninger, og de eneste, der har været med fra begyndelsen, er frontfiguren Jeff Tweedy og bassisten John Stirratt.

Bandet har siden dannelsen i 1994 udgivet i alt otte albums. Den største kommercielle succes var ”Yankee Hotel Foxtrot”, som udkom i 2002. Sidste år udgav de albummet ”Wilco”, som ved årsskiftet røg ind på Politikens liste over de ti bedste albums sidste år – og blandt andet fik disse ord med på vejen af avisens rockanmelder Erik Jensen: ”et blændende bevis for, at den gode sangskrivning og den fornemme musiceren aldrig går helt af mode”.

Wilco anno 2010 er Jeff Tweedy (guitar og vokal), John Sturratt (bas), Nels Cline (guitar), Glenn Kotche (trommer), Pat Sansone (diverse instrumenter) og Mikael Jørgensen (keyboards).

Koncerten finder sted i Musikhuset Aarhus, Store Sal tirsdag 25. maj 2010 kl. 20.

Billetsalg: Billetsalget starter mandag 1. februar kl. 10 og billetter kan købes via Billetnet på Billetnet.dk og fra Musikhusets billetsalg på 89 40 40 40



Kommentarer

Du skal være logget ind for at skrive kommentarer til artiklen.


Koncert arkiv

se alle

Bands

se alle